fredag, 30. oktober 2020

Overfald på amerikansk rapstjerne på Christiania var ikke racisme

Det var ikke racisme, der var årsag til overfaldet på den amerikanske rapper Talib Kweli i Pusher Street på Christiania den 26. november.

Den amerikanske rapper Talib Kweli var i slutningen af november 2015 på besøg i Danmark for at give koncert i Pumpehuset i København. Dagen efter udgiver rapperen en opdatering på Instagram, hvori han skriver, at han er blevet udsat for et racistisk motiveret overfald i forbindelse med et besøg på Christiania. 

Folk på Christiania bekræfter, at amerikaneren ved en episode i Pusher Street blev ramt af flere knytnæveslag fra en overfaldsmand, men ifølge flere kilder i gaden, som Hadforbrydelser.dk har talt med, så var det ikke racisme, men en konflikt over en mobiltelefon der hurtigt udviklede sig til et voldeligt overfald, der var årsagen til episoden den 26. november 2015.

“Uanset hvem du er, så har vi nogle regler omkring brugen af mobiltelefoner ved boderne i gaden, og dem bliver Talib Kweli flere gange bedt om at respektere, og da han ikke reagerer, så er der nogle, der bliver sure på ham. Men det har intet med racisme at gøre. En mand som Talib Kweli må vide, at man ikke står og taler i mobiltelefon, når man handler”, siger en kilde fra gaden og henviser til den tydelige skiltning på stedet.

Taler i mobiltelefon mens han køber hash

Talib Kweli forklarer, at det i situationen går meget stærkt, og at folkene i boden lynhurtigt blev meget fjendtlige og aggressive overfor ham. Og at han ikke forstod, hvorfor de blev så sure, inden han blev overfaldet. Han henviser til, at han med fornøjelse har kommet på Christiania i over 15 år og aldrig tidligere har oplevet så hadsk en stemning overfor hans person på fristaden.

Rapperen bekræfter, at han tager imod et opkald på sin mobiltelefon, imens han står ved en bod i Pusher Street.

Racisme motiv overrasker flere

At Talib Kweli senere vælger at udgive en historie på Instagram, hvor det nu lyder, at det var et racistisk overfald, kommer også bag på et øjenvidne fra Pumpehuset.

Christopher Sawyer talte med rapperen i Pumpehusets backstageområde umiddelbart efter, han kom tilbage fra Christiania.

“Til mig talte han om et overfald, der startede med et skænderi omkring hans mobiltelefon. Så ved jeg ikke, hvorfor han skriver, som han gør senere, men backstage og senere til publikum fra scenen, der handlede det om en mobiltelefon”, fortæller Christopher Sawyer. 

Den danske rappioner og multikunstner Al Agami var blandt publikum til koncerten, og han hørte også Talib Kweli stå på scenen og fortælle publikum om overfaldet på Christiania, men her var der altså ikke et ord med om racisme.

“Jeg blev ærligt talt overrasket, da jeg læste hans opdatering på Instagram. For han nævnte ikke et ord om racisme oppe fra scenen”, siger Al Agami.

Blev advaret om racisme i Europa

Den amerikanske rapper afviser i et skriftligt svar til Hadforbrydelser.dk at have ændret forklaring omkring hændelsesforløbet. Dog medgiver han, at det senere var hans egen “konklusion”, at overfaldet måtte være racistisk motiveret. 

“Folk har advaret mig om, at vold mod mennesker af farve er på vej op i Europa, og efter at jeg genfortalte min historie til andre mennesker af farve i København, sagde de til mig, at det meget vel kunne være denne racisme, der kom til udtryk ved overfaldet”.

Det er ud fra, hvad Hadforbrydelser.dk har været i stand til at grave frem, det grundlag som Talib Kwelis Instagram opdatering beror på.

Link til Talib Kwelis opdatering på Instagram

Link til Ekstra Bladets omtale af sagen

Besøg Talib Kwelis hjemmeside

Andre artikler