mandag, 18. november 2019

Afghansk dreng angrebet med benzin af fire danske drenge

Fire danske drenge fra Møllehaveskolen i Ry har overhældt en afghansk dreng med benzin og tændt ild til ham. Politiet udelukker racisme få timer efter episoden, vi har spurgt dem hvordan de kan det.

En kun 16-årig dreng med rødder i Afghanistan har kæmpet for sit liv siden han mandag aften blev overhældt med brændende benzin af fire unge jævnaldrende fra Mølleskolen i Ry. Det fremgår af flere medier blandt andet JP.dk Drengen er ikke længere i livsfare, men oplyses i kritisk tilstand ovenpå benzinattentatet.

Der er ingen forklaringer og kun begrænsede detaljer til rådighed på nuværende tidspunkt, men Sydøstjyllands Politi har som det første afvist, at der er tale om en racistisk motivereret forbrydelse.

Hadforbrydelser.dk har talt med Vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen for at få opklaret, hvad det er som Politiet ved, som gør dem i stand til at melde så skråsikkert ud omkring motivet kun få timer efter episoden.

“Jamen vi er sikre på, at det her ikke handler om racisme.”

– Hvordan kan i være det, når i ikke har kunne afhøre alle de involverede parter?

“Det kan jeg ikke sige noget om, desværre”

– Men kan du opklare for mig, hvordan i er nået frem til den konklusion så hurtigt? Så kan i vel i princippet også udelukke narkogæld og at det er banderelateret? hvorfor går i ikke ud og siger det?

“Det kan du have en pointe i.  Men nu er der begæret lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning. Så får vi gjort vores efterforskning færdig og så får vi undersøgt de nærmere omstændigheder”.

– Men kan du se det problematiske i at man melder så hurtigt ud. Afskærer du ikke efterforskningen muligheden for at kunne afdække alle potentielle motiver?

“Den risiko er jeg egentlig parat til at løbe i denne sag”, siger Vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen.

Politiet er hurtige til at afgøre motiv

Det er langt fra første gang, at Politiet er i stand til at udelukke hadforbrydelsesmotivet på forkant. Det er faktisk en fremgangsmetode, som ofte anvendes i disse sager. Sagen fra Ry og politiets kommunikation ligner til forveksling drabssagen fra Polensgade på Amager i Påsken 2007.

Her blev det kun 16-årige avisbud med tyrkisk baggrund, Deniz Üzun, ifølge øjenvidner slået ihjel på åben gade af Kenni Blegvad med ordene, “Skal du have en med battet, dit perkersvin?”. Drabsmanden var kendt på gadeplan for at nære et indgående had til udlændinge.

Alligevel gik daværende Drabschef Ove Dahl meget tidligt i efterforskningen ud og konstaterede, at drabet ikke var en hadforbrydelse og udtalelserne der var faldet i drabsøjeblikket “bare var en del af gadens sprog”.

Beviser for at det rent faktisk ikke forholdt sig sådan, så offentligheden aldrig. Men det kan man så håbe, at der kommer denne gang. At sagens omstændigheder kommer for dagens lys, så vi får blotlagt hvad motivet til denne grusomme forbrydelse begået af helt unge mennesker har været.

 

Andre artikler