I følge DR har Gribskov Kommune meddelt, at en tidligere børnehave, som er ombygget til at huse flygtninge er blevet forsøgt nedbrændt.
– Vores umiddelbare opfattelse af omstændighederne ved brandforsøget er, at det ligger ud over, hvad man kan betegne som almindelige drengestreger, siger direktør Astrid Damgaard Ravnsbæk, Gribskov Kommune i pressemeddelelsen.
Kommunen opdagede brandforsøget tirsdag den 9. februar i forbindelse med en besigtigelse af ombygningen. Herefter blev det meldt til politiet. Børnehaven, der ligger i Ramsager, skal have ni værelser til flygtninge, men bygningen er ikke taget i brug endnu.
Politiet har undersøgt arnestedet og blandt andet fundet tændlunter og man vurderer, at der er tale om et brandforsøg.
Borgmester i Gribskov Kommune Kim Valentin (V) betegner forsøget på brandstiftelse i de kommende flygtningeboliger som alvorligt:
”Vi må sige, at det virker organiseret og langt mere alvorligt end bare drengestreger. Det er også derfor, vi trygt har placeret sagen i hænderne på politiet, som står for efterforskningen.”