Graffiti med ordene “Befri Gaza” og “Luk KZ-lejrene” skændede kirkens facade, og vinduerne var smadret med brosten. Det var det syn, der mødte personalet i Anna Kirken på Nørrebro den 3. maj 2015. Københavns Politi betegnede ødelæggelserne som ‘politisk motiveret hærværk’, fordi det blev udført kun få timer før, at forhenværende overrabbiner Bent Melchior skulle holde et foredrag om 70 års dagen for Danmarks befrielse i kirken.
“Den slags mennesker kommer ikke frem i dagslys og tager en debat”, siger Bent Melchior. Han beklagede, at hans person havde været anledning til hærværk mod kirken, men glædede sig over, at arrangementet blev gennemført som planlagt på trods af hærværket. Og at det var velbesøgt.
Efterforskning opgivet
Men siden den dag i maj har den forhenværende overrabbiner intet hørt fra Københavns Politi.
“Jeg antager, at der ikke er nogle nye spor, for jeg har ikke hørt spor,” siger Melchior.
Københavns Politi oplyser til Hadforbrydelser.dk, at der primo oktober 2015 er truffet en beslutning om at henlægge sagen.
Politiet har altså opgivet at finde ud af, hvem der stod bag hærværket mod Anna Kirken på Nørrebro i maj, ‘med mindre der dukker nye spor op’.