Natten til den 27. august 2015 blev asylcenteret Lyngbygård på Djursland udsat for endnu et racistisk angreb. Ukendte gerningsmænd havde malet hagekors og andre smædeord mod centerets indbyggere på ejendommen og satte ild på en minibus, som blev fuldstændig udbrændt.
Hagekors, bogstaverne ”DNSB” og ordene ”Første Advarsel” på en garageport er ifølge politiet ubestridelige beviser for gerningsmændenes racistiske motiv.
Asylcentret har godt 120 beboere og drives af Dansk Røde Kors. Lyngbygård har tidligere været udsat for to hærværksangreb, men i den forbindelse vurderede man, at der var tale om ”drengestreger”. Det seneste angreb har nu fået politiet til at kigge på hele hændelsesforløbet med nye øjne.
Politiet oplyser, at ‘de gør hvad de kan’ for at finde gerningsmændene og understreger samtidigt, at der naturligvis er en stærk formodning om, at det er de samme gerningsmænd, som står bag alle tre angreb mod det multietniske asylcenter. Ved de to tidligere angreb blev der udøvet hærværk mod asylcentret med graffiti teksterne ”Go Home” og ”Asylcenter Nej”.
»Vi har ikke nogen i kikkerten i øjeblikket. Vi er helt åbne. Men vi kan jo håbe, at der er nogen i lokalområdet, der har en idé om, hvem der kunne finde på at lave det her. Hvis vi får fat i en gerningsmand, vil vedkommende blive afhørt til alle tre forhold. Det er der ingen tvivl om«, siger politikommissær Vagn Martinussen fra Østjyllands Politi til Politiken.