I april 2015 blev den 52-årige hjemløse Hus Forbi-sælger Werner Sørensen slemt forgiftet med salmiakspiritus af en ukendt mand, der havde maskeret det stærkt ætsende stof i en flaske vodka. Episoden er ifølge formand i De Hjemløses Landsorganisation (SAND) Steen Rosenquist bare en af et stigende antal udfald og overgreb mod hjemløse. De socialt udsatte rammes i stigende grad af forbrydelser, hvor motivet enten er intolerance eller decideret had, men de mange overgreb bliver ikke anerkendt som hadforbrydelser.
Sagen om forgiftningen af Werner Sørensen, er et godt eksempel på den udvikling, som Steen Rosenquist advarer om:
“Jeg er ikke politimand, men det er svært, at se noget andet motiv end had overfor hjemløse. Og det stemmer overens med de mange andre signaler, jeg har opsamlet over sommeren. Der bliver mindre og mindre plads og tolerance overfor hjemløse i det offentlige rum, vi skal ligesom punkes ud”.
En bedre beskyttelse er nødvendig
Den danske lovgivning har siden 2004 givet mulighed for at skærpe straffen i sager, hvor motivet til en forbrydelse er had mod en bestemt gruppe. Den beskyttelse vil SANDs formand gerne have, at de hjemløse og andre socialt udsatte kan blive omfattet af.
“Eksemplerne er for mange og for grove til, at vi kan bortforklare det med nogle få tosser. Derfor er det vigtigt, at vi sender et signal fra samfundet om, at det ikke er i orden at forgifte, sætte ild til og pisse på hjemløse og andre socialt udsatte. Det må være muligt at yde dem, som i forvejen ligger ned, den ekstra beskyttelse”, siger Steen Rosenquist.
Socialminister anerkender problemet
Den nytiltrådte socialminister var ikke sen til at reagere på historien om forgiftningen af Werner Sørensen.
”Jeg tror desværre, at Steen Rosenquist har ret. Bare i de seneste par år er vi i offentligheden blevet gjort bekendt med, at der er mennesker, som opfører sig helt uanstændigt overfor folk i vores samfund, som har det svært. Og det er bare en uacceptabel adfærd – og historien i dag sætter bare en tyk streg under, at det må vi ikke lade passere,” siger Karen Ellemann til Jyllands-Posten.
Ministeren vil i den kommende tid mødes med blandt andet SAND for at drøfte udviklingen.
Empati skifter med temperaturen
Organisationen ser frem til et møde med ministeren og konstaterer, at der er store udsving i befolkningens empati med de hjemløse. At danskerne om sommeren ikke er nær så velvilligt indstillede overfor de hjemløse, som de er om vinteren.
“Der er ikke ret meget hjælp at hente nogen steder nu. Men til vinter når vi er helt gasblå i ansigterne af kulde, så er folk mere venligt indstillet. Det er så især de forretningsdrivende, som er efter de hjemløse nu. Vi ødelægger sommerbilledet for dem, når vi står der beskidte og ildelugtende midt i det hele, så bliver de ondskabsfulde”, afslutter Steen Rosenquist.