De var tre mod én. De råbte “nigger”, sparkede, slog og jagtede 26-årige Sylvester fra Uganda gennem Christianshavns gader. Han søgte beskyttelse fra nogle forbipasserende, men hans overfaldsmænd kom ham i forkøbet og lod dem vide, at “det bare var en nigger”, så de gik videre uden at hjælpe.
Det er stadig den kendsgerning, som gør mest ondt på Sylvester, når han fortæller om overfaldet den aften i april 2015. Han var på vej hjem fra et spillejob med sin rapgruppe Slicks, da han blev overfaldet af tre mænd på Christianshavns Torv. Han slap med nogle par på hovedet. Men forskrækkelsen over, at hans medmennesker vendte ryggen til, da de fandt ud af, at han var fra Afrika. Det har gjort ham mere ked af det end øretæverne.
“Jeg kan ikke forstå, hvordan man kan vende ryggen til, mens nogle overfaldes på den måde. Det ville jeg aldrig selv kunne gøre”, forklarer Sylvester, som er født i Kampala, Uganda, men han kom til Danmark som 2-årig og er opvokset med sine fødder solidt plantet i Nykøbing Falsters frugtbare muld. Når hans brune øjne møder dine, og han smiler sit charmerende smil, så er det tydeligt, at her er et åbent og venligt menneske. Selvom han stadig er skuffet over, at ingen forsøgte at hjælpe ham.
Håbløs håndtering af hadforbrydelser
‘Skuffet’ er også det ord, han bruger til at beskrive politiet og anklagemyndighedens håndtering af sagen. Umiddelbart efter overfaldet ville politiet ikke hjælpe ham væk fra stedet til trods for, at der stadig var to gerningsmænd på fri fod. Senere på politistationen, ville betjenten, der optog hans anmeldelse, ikke høre på Sylvesters forklaring om, at overfaldet ud fra hans oplevelse var racistisk motiveret.
“Den anholdte person var tydeligvis på stoffer, så han har ikke kunne styre, hvad der kom ud af hans mund”, lød forklaringen fra politibetjenten på Station Bellahøj til Sylvester.
Sagen afgjort ved byretten
Sylvester kendte ikke de tre danske overfaldsmænd. Han havde aldrig set dem før og havde intet gjort for at fornærme eller provokere dem. Deres angreb kom ud af det blå, og sammen med deres slag fulgte de nedladende og racistiske tilråb: “Din fucking nigger“. Det blev han ved med at understrege overfor både politiet og overfor dommeren, da han afgav sin vidneforklaring under sagen mod de tre mænd i byretten.
Men det kom ikke til at betyde noget for strafudmålingen. For sagen blev slet ikke rejst som en mulig hadforbrydelse. Det er lykkedes for både politiet og anklagemyndigheden fuldstændigt at overse eller se bort fra det racistiske motiv.
“Hvis det ikke er en hadforbrydelse, når tre hvide mænd helt umotiveret i fællesskab overfalder en sort mand på åben gade, mens de råber, at han er en “fucking nigger”, så ved jeg ikke, hvad en hadforbrydelse er“, lyder det på klingende dansk fra Sylvester Bbaale, der overvejer at klage over sagsbehandlingen.