En tilsyneladende venlig forbipasserende mand tilbød i april måned 2015 den 53-årige hjemløse Werner Sørensen en slurk vodka. Werner Sørensen tog en ordentlig slurk, men det var nær ved at koste ham livet, for der var ikke vodka i flasken men stærkt ætsende salmiakspiritus, skriver Jyllands-Posten den 22. juli 2015. Episoden fra april er en af flere lignende episoder, som har fået formanden for De Hjemløses Landsorganisation (SAND) Steen Rosenquist til at råbe vagt i gevær.
“Det bliver værre og værre at være hjemløs. Særligt her i sommertiden har der været meget chikane. Når jeg kommer rundt i miljøet, hører jeg horrible beretninger om, hvordan folk behandles,” siger formand i SAND Steen Rosenquist til JP.
Ingen steder i den omtale, som er bragt i danske medier, nævnes muligheden for, at forgiftningen kan være en hadforbrydelse. Heller ikke socialminister Karen Ellemann kommer ind på, at den stigende intolerance overfor hjemløse kan være motiveret af had.
Politiet beskriver gerningsmanden som værende dansk af udseende, cirka 30 år gammel, mørkt hår med hestehale og en lille rød hund i snor.