Den første Pride i Sønderborg var tænkt, som en flot markering af den lokale mangfoldighed og en accept af hinandens forskellighed. Men forud for paraden blev det hele skæmmet af intolerance, da fem mænd blev anholdt og sigtet for at sprede hadefulde budskaber mod seksuelle minoriteter.
Klistermærker og flyers med hadefulde beskeder spredt
I en pressemeddelselse oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi at man natten til lørdag den 27. August 2022 modtog en anmeldelse om hærværk i Sønderborg midtby.
En patrulje konstaterede efter ankomst til stedet, at der var sat klistermærker op, hvor der var udtrykt mishagsytringer mod LGBTQ+miljøet, ligesom der var lagt løbesedler med de samme budskaber i en række postkasser.
Fem anholdt men kun den ene var lokal
Patruljen anholdt klokken 00.44 fem mænd i alderen mellem 22 og 60 år i Sønderborg by. Den 60-årige mand er bosiddende i Aabenraa Kommune, mens de øvrige fire ikke er fra lokalområdet.
De fem personer er sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelse om racediskrimination samt hærværk. De nægter sig alle skyldige.
Politiet: Ej grundlag for fremstilling i grundlovsforhør
Episoden kan ses som et tydeligt eksempel på, at der stadig er lang vej hjem før man kan tale om et frit Sønderjylland.
De fem mænd er blevet løsladt efter endt afhøring, men sigtelserne mod dem alle opretholdes.
»Der har ikke været juridisk grundlag for fremstilling af de fem personer i et grundlovsforhør,« skriver politiet i et tweet.
»Hændelsen er fortsat under efterforskning,« tilføjes det.