Normalt er Cosy Bars lokaler proppet med svedige kroppe og et vibrerende og mangfoldigt dansegulv. Et svedigt tilbud til alle de rigtigt festglade, som har mod på mere efter klokken fem, nå ja og kendt som et LGBT-venligt sted. I dag er her proppet med politikere, kommunikationsrådgivere, journalister, transkønnede og generelt fyldt med mennesker, der er optaget af hadforbrydelser, og derfor har valgt at dukke op til et debatmøde midt i valgkampen.
Arrangøren har iscenesat noget diskrimination ved døren. Alle politikerne bliver stoppet på vej ind og til at starte med nægtet adgang. Dørmanden insisterer på, at de enten ikke har den rette beklædning, attitude, etnicitet eller osse får de at vide, at de ikke står på gæstelisten. De tager det ikke alle lige pænt, men bliver på den måde gjort opmærksomme på, hvordan det føles at blive forskelsbehandlet og diskrimineret. De mange gode undskyldninger for at afvise i døren, som dørmanden udsatte Peter Skaarup, Manu Sareen og Lars Barfod for, er de samme, som anvendes flittigt hver weekend i det københavnske natteliv til at sortere i kunderne.
Men arrangementet handlede ikke kun om diskrimination i nattelivet, men overordnet og mere specifikt om hadforbrydelser. Ordstyrer Dan Rachlin forsøgte at styre diskussionen i en meningsfyldt retning og arbejdede hårdt for at afgrænse politikernes svar. Debatten var ikke dårlig, men ufokuseret og præget af, at samtlige politikere tilstede skulle markere sig på området. Derfor kom der meget lidt konkret ud af snakken, men man fik som tilhører et indtryk af, hvad de forskellige mener om problemet, hvordan de har opfattet tingene, og hvad de synes, der skal gøres.
Der kom to eksempler i spil, et fra Studiestræde med et overfald begået fra en lånt bil. Her har lovgivningen nogle uheldige konsekvenser, som gør det umuligt at efterforske en voldssag p.g.a., at ejeren ikke har pligt til at oplyse hvem, han har lånt sin bil til. Offeret spurgte igen og igen ind i panelet, men der kom aldrig rigtigt et svar.
Integrationsminister Manu Sareen indledte sin taletid med at forklare, hvorfor den store kortlægning af hadforbrydelser, som Ministeriet har bestilt hos COWI, og som skulle have været færdig for længe siden, stadig er undervejs. Ministeren fortalte ikke hele sandheden om, hvorfor forløbet har været så langtrukket, men nøjedes med at konstatere, at der har været store udfordringer. Svaret er ganske enkelt, at ministeriet har fået rapporten til godkendelse flere gange, men hver gang sendt den tilbage med yderligere rettelser og kommentarer til COWI.
I panelet, som i dagens anledning var opstillet bag baren, deltog Karen Ellemann fra Venstre. Hun forsvarede den tidligere regerings politik, men talte ikke om, hvad de vil gøre. Lars Barfod fra Konservative var mere klar i mælet og havde undervejs et verbalt sammenstød med Kashif Ahmad fra Nationalpartiet. Kashif virkede velforberedt og havde sat sig ind i sagerne. Han kunne derfor kritisere, at Lars Barfod som justitsminister ikke fik gjort noget ved problemet.
Neil Bloom fra SF sagde alt det, man ville forvente af SF, og virkede oprigtigt optaget af problemstillingen. Det samme kan man ikke sige om ministeren eller socialdemokraten Yildiz Akdogan, der begge talte i floskler om det ønskværdige samfund, men ingen af dem forholdt sig konkret til hverken eksempler eller løsninger. Det gjorde til gengæld Uzma Ahmad fra Alternativet og Stig Gernov fra Kristendemokraterne.
Liberal Alliance var osse markante, og alle er jo enige om, at det her problem skal tages alvorligt. Men hvem der rent faktisk vil sætte handling bag de mange fine ord, det må tiden vise.
